Ungdommen nu til dags: Engagement og interesse for det ukendte

”Vore dages ungdom elsker luksus. Den har dårlige manerer, foragter autoritet, har ingen respekt for ældre mennesker og snakker når den skulle arbejde. De unge rejser sig ikke længere op, når ældre kommer ind i et værelse. Den modsiger sine forældre, skryder i selskaber, sluger desserten ved bordet, lægger benene overkors og tyranniserer lærerne. ”

Man skulle næsten tro, at det er et Søren Krarup citat, men sådan sagde Aristoteles allerede for næsten 2500 år siden.

Heldigvis er der da unge mennesker, der ikke lever op til Aristoteles’ antagelse, ellers ville vi nok ikke have et velfungerende samfund i Danmark i dag.

I mit daglige arbejde for Mission Afrika og Afrika InTouch møder jeg heldigvis rigtig mange unge mennesker, der tager stort ansvar for andre mennesker – hvad enten de bor i Danmark eller Afrika. Jeg er så privilegeret, at jeg er med til at udsende volontører, unge mennesker der bruger tid og penge på at rejse til Afrika, for at ”gøre en forskel” som mange udtrykker det.

Disse unge opnår ofte meget fine resultater – fx har to volontører fået den lutherske kirke i Cameroun til at fatte interesse for gadebørn igennem deres volontørtjeneste. Kirken, volontørerne, Mission Afrika og Afrika InTouch er nu ved at udvikle et fælles projekt, så kirken fremover kan tage sig af gadebørnene med hjælp fra danske unge.

I Afrika InTouch og Mission Afrika er vi stolte af alle de unge, der vælger at rejse ud gennem vores organisationer. Min kollega Benjamin Kobborg og jeg er nu på vej til Nigeria, hvor vi skal besøge kirken, og sammen med unge derfra identificere nye volontørpositioner, så vi i fremtiden kan tilbyde endnu flere forskelligartede opgaver som unge kan tage ansvar for.

Vi vil, så vidt det nigerianske internet er med os, jævnligt blogge her, så I kan følge med i de resultater vi forhåbentligt opnår.

31-01-2010 Jakob Stensig

Skriv kommentar

Vil du have et billede tilknyttet dine kommentarer, skal du oprette en profil på http://en.gravatar.com. Du vil så efterfølgende blive genkendt på din e-mail adresse.

Husk mine informationer


CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse 

Abonnér på denne blog

Skriv din email adresse nedenfor for at abonnere på denne blog.